Til kommuner, regioner og institutioner.

Støtteforløbene rettet mod unge med mere massive problemer. Vi hjælper unge, der falder uden for kommunernes eget beredskab, med at etablere samkvem med det omgivende samfund, hvor dette ikke har kunnet etableres på naturlig vis. Vi kan i mange tilfælde være et alternativ til anbringelser. Eksempelvis hjælper vi med at etablere:

Boligforhold. Arbejdsforhold. Uddannelsesforhold. Fritidsaktiviteter.

Økonomisk overblik og budget. Og ikke mindst, evnen til at leve med og opretholde disse forhold.

I de fleste af de støtteforløb vi kører, har den støttede ikke af naturlig vej været i stand til, at føre ovennævnte forhold ud i livet. Det er som regel ikke fordi de ikke gerne vil, at disse ting ikke kan lykkes for dem.
Årsagen skal som regel findes i: en miserabel opvækst og/eller ungdom, i ulykker eller hjerneskader,
i traumatiske flygtningetilværelser, el.
Disse forhindringer, eller forstyrrelser i deres naturlige udviklingsproces har efterladt dele af deres personlighed på et sidespor.
Et gennemgående problematisk område er forholdet mellem: frustration, motivation og ressourcer.
Når disse ting ikke er ordentligt afstemte og koordinerede er det lidt som en bil hvor motor, hjul og benzintank ikke arbejder rigtigt sammen. Der er ikke noget naturligt “drive” til at få sig etableret i tilværelsen.

Man kan sige at et støtteforløb arbejder på to planer:

På den ene side arbejdes der med nogle rent praktiske forhold som bolig, arbejde osv. Der etableres praktikforløb og arbejdsforhold, der skaffes bolig og betales husleje, der ryddes op i gammel gæld og laves budgetkonto.
Og på den anden side arbejdes der på at gøre det muligt for den støttede, at leve med disse forhold. Altså ikke at smide det hele på gulvet ved den mindste frustration. Og med at udvikle, forny og tilpasse disse forhold i overensstemmelse med ovennævnte trekantsforhold. (frustration, motivation og ressourcer.)

Der skal ikke meget til for at, etablere de praktiske ting, det er hurtigt gjort. Men at lære, at bære ansvaret for disse ting er en helt anden sag.
Nogle har tillært sig forskellige overlevelsesstrategier for at kunne leve med deres fiasko, så som, at give andre skylden for ting der går galt, eller beruse sig til glemsel, nogen tager al skyld i miles omkreds på sine skuldre og mister troen på sig selv, andre bliver hidsige og går ud og nikker een en “flyveskalle” ( Det sidstnævnte er en udtalelse fra en af vores unge ).
Der er mange måder at gøre det legalt for én selv, at det man gør går galt. Og der er rigtigt mange ting der kan gå galt og der er rigtig mange erfaringer der skal gøres.

Støtteopgaverne adskiller sig kun fra ASU-opgaverne ved, at eleverne har nogle mere massive problemer som DAMP, Tidlige skader m.m. og derfor ikke umiddelbart er parate til, at tage ansvar for deres egen fremtid.